søndag den 28. oktober 2007

Tongariro Crossing :-)

Så lykkes det endelig at komme ud at gå Tongariro Crossing, hvilket har været et af mine store mål, siden jeg sidst var på New Zealand og det ikke lykkes pga. vejret. De næste to billeder viser Tongeriro Crossing lidt på afstand :-)Tongariro Crosssing er en 18.5 km lang gåtur på vulkanen Tongariro, der ofte beskrives som en af de bedste endagsture på New Zealand. Det var også en rigtig flot tur, hvor vi bl.a. gik gennem månelignede landskaber, grønne områder, regnskov og sne. Vi så således vulkankrater, søer, Mount Doom (fra Ringenes Herre) og meget mere. Vejret var ikke det bedst, bl.a. sneede og blæste det pænt meget hver gang vi skulle gå op ad – vi nåede op i 1886 meters højde. Der var også tidspunkter, hvor det lugtede værre af rådne æg end i Rotorua. Det var dog ikke nok til at tage humøret fra os. Jeg har sagt nogle billeder ind, så I selv kan danne jer et indtryk af turen.

Billedet foroven er fra begyndelsen af turen, mens de næste mange er af de forskellige typer af landskaber vi kom forbi.

Mig lidt over halvejs på turen. Det næste billede er af Mount Doom taget dagen inden vi gik Tongariro Crosssing.

Alt i alt var Tongeriro Crossing en super fantastisk tur :-) Derudover er der nu 12 timers forskel mellem New Zealand og Danmark.

De bedste hilsner fra
Dorthe

søndag den 21. oktober 2007

Bay of Islands, delfiner & kajak

Som overskriften antyder så har vi været oppe ved Bay of Islands i denne weekend – Bay of Islands er en flot bugt med mange øer 3 timer fra Auckland. Det har været en rigtig god tur, hvor vi bl.a. har været ude at sejle i bugten, set delfinder, sejlet i kajak og været forbi et vandfald eller to :-)
Det første billede er af vandfaldet i Whangarei, der er 25 meter højt og som vi så på vejen op til Paihia, hvor vi boede i weekenden.

Det næste billede er taget fra altanen, hvor vi boede i Paihia. Vi boede på et bed and breakfast, der lå lige ned vandet, så det kunne næsten ikke have været bedre.
h
h
De næste to billeder er fra sejlturen om lørdagen, hvor vi sejlede rundt i bugten. Det var på denne tur, at vi oplevede delfinder på nærmeste hånd. Delfinerne kom utrolig tæt på båden, selvom de havde en lille unge med. Det var meningen, at vi skulle ud at svømme med dem, men det var desværre ikke muligt pga. ungen. I stedet kunne vi stå og kigge på dem, mens de hoppede og svømmede til den store guldmedalje.

Det sidste billede er fra vores kajak tur, som vi var på om søndagen. Det var også en god tur, hvor vi bl.a. kom forbi et fint vandfald, som I kan se på billedet.

Ellers er det i dag (mandag), at Anne Maries forældre og bror rejser tilbage til Danmark. Det har været hyggeligt med et besøg fra Danmark, så det bliver lidt mærkeligt, at vi kun er fire igen.


Jeg håber, at I alle har det godt
De bedste hilsner fra


Dorthe

søndag den 14. oktober 2007

En stille og rolig weekend med besøg fra Danmark

Vi har haft en stille og rolig weekend med bl.a. shopping tur, besøg fra Danmark, rugby kamp og rundtur i Manukau som nogle af højdepunkterne. Fredag blev dagen, hvor vi langt om længe bestemte os for at tage på shopping tur. Det er efterhånden blevet lidt trist at se på det samme tøj dag efter dag, så det var lige hvad vi havde brug for. Jeg fik da også købt lidt nyt tøj, selvom de gode tøjbutikker kan være svært at finde. Lørdag formiddag kørte vi ud til vestkysten, hvor de første to billeder er fra.

Om eftermiddagen kom Anne Maries forældre og bror, mens vi var inde at se en rugby kamp om aften. Jeg forstår stadig ikke helt, hvad rugby går ud på, men I kan selv danne jer et indtryk ud fra billederne.




I går (søndag) kørte vi til Manukau, så vi kunne få et bedre kendskab til kommunen vi arbejder i. Der er utrolig stor forskel på områderne i Manukau. I nogle områder ligger de flotteste villaer med havudsigt, mens Gellerup Parken vil pynte i andre områder. Generelt har Manukau et meget dårligt rygte, men efter at have arbejdet 2 måneder i kommunen og set de forskellige områder, så er stedet noget bedre end rygterne antyder.

Ellers har vi kun 5 uger tilbage af vores praktikperiode, hvorefter vi tager et par uger til Sydøen, inden vi kommer tilbage til Danmark :-)

De bedste hilsner fra New Zealand,
Dorthe

søndag den 7. oktober 2007

Waitomo Caves

Vi har været i Waitomo denne weekend – en by, der er mest kendt for sine mange grotter. Det var da også pga. grotterne, at vi tog dertil, da vi havde planlagt at klatre, rappelle, black water rafting etc. i grotterne. Lørdag var vi således på en heldagstur i Luckie Strike Cave, hvor vi bl.a. klatrede, rappellede og kravlende til den store guldmedalje :-) Vi rappellede bl.a. gennem vandfald, kravlede gennem meget små huller, gik i vand til midt på maven, klatrede op af stejle og glatte sten etc. Det er en utrolig udfordrende og super god tur :-) Særlig den sidste halve time var lidt hård, da ens kræfter var ved at være brugt op. Jeg var sat nogle billeder ind, så I kan få en fornemmelse af turen. På det første billede har jeg travlt med at se på nogle af de mange flotte drypsted. På det andet billede sidder vi alle fire og holder en velfortjent pause. På det tredje billeder er jeg på vej op ad et lille vandfald, hvilket ikke var helt nemt. På det fjerde billede er jeg ved at gøre mig klar til at klatre – dvs. spænde mig fast til sikkerhedssnoren.

I dag (søndag) skulle vi så ud at black water rafte i en af de andre grotter i området. Det var også en rigtig god tur, men langt fra ligeså udfordrende og krævende som om lørdagen. Det var nok også meget godt, da specielt mine finger ikke har det så godt efter alt den klatrende og rappelling :-) Det bedste ved black water rafting var helt bestemt, at vi kom forbi et område fyldt med glowworms, hvilket mindede meget om en flot stjerneklar himmel.

De bedste hilsner fra
Dorthe

søndag den 30. september 2007

På tur til Nordland med kæmpe træer og is

I denne weekend er turen gået til Nordland, hvor vi bl.a. har set på kauritræer, kælket på sandklitter, fået New Zealands største is etc.

Kauritræerne er fredet i New Zealand, da der ikke er så mange tilbage. De, er der tilbage, er til gengæld kæmpe store, som i kan se på det første billede. Træet på billedet (skovens konge) er mere end 1.200 år gammel, 52 m højt og 13 m i omkreds, så det var ikke til at overse, selvom der var 18 km skov.
Vi var også forbi Cape Reinga, der er det næst nordligste punkt på New Zealand. Stedet er samtidig det helligste sted for maorierne på New Zealand, da det er her, ifølge deres tro, de tager til, når de skal dø – reinga betyder også underverden på maori. Det er også ved Cape Reinga, at det Tasmanske hav og Stillehavet mødes, hvilket vi også fik set.

Ellers var vi også fordi en iskiosk, der sælger de største is på New Zealand. Vi havde først bestemt os for, at vi ikke skulle have en is, da det var midt på formiddagen og det regnede. Men da vi så alle japanerne, som vi fulgtes med i bussen, spise is, ombestemte vi os. Isen kostede hvad der svare til 8 danske kroner og var kæmpe, som I kan se på det tredje billede. Den lagde også en god stabil bund, der betød, at jeg ikke var sulten resten af dagen.

Som nævnt har vi også kælket på sandklitter i weekenden. Vi har nemlig også været forbi Ninety Mile Beach, hvor det er populært at kælke ned af sandklitterne. Det var også sjovt, selvom man har sand overalt efterfølgende :-) Ninety Mile Beach er en ca. 90 km lang sand strand, der er blevet udnævnt til state highway. Det vil sige, at der må køres op til 100 km i timen på stranden, hvilket sikkert forklare, hvorfor der næsten ingen mennesker var ud over turistbusserne.Det går fint med mit arbejde hos Manukau City Council. Jeg er ved at være færdig med første del af rapporten, som jeg skal udarbejde for dem :-) Jeg ved dog ikke endnu, hvad de synes om mit arbejde, men jeg håber, at de har tid til at snakke med mig i løbet af ugen. Ellers er planen, at jeg skal til at skrive om deres design af større veje og komme med forslag til forbedringer. Det vil sige, at jeg skal ud at køre nogle turer for at se på vejene de næste par uger, så jeg krydser finder for, at vejret bliver godt :-)


Derudover har vi skulle stille uret en time frem i denne weekend, så nu er der 11 timers forskel mellem Danmark og New Zealand.

Jeg håber, at I alle har det godt.
De bedste hilsner fra
Dorthe

søndag den 23. september 2007

Rotorua og omegn

I denne weekend har vi været i Rotorua. En by, der er mest kendt for sine termiske områder og derfor lugter af rådne æg. Jeg var utrolig forkølet, da jeg sidst var i Rotorua, hvilket jeg indimellem også ville ønske var tilfældet i denne weekend, da lugten til tider var slem – det mest af tiden var det dog til at holde ud :-)
Vi har bl.a. været ude at se nogle flotte søer (det første billede), et termisk område (det andet, tredje og fjerde billede), gejser (femte billede), på museum, ude at køre med gondol, køre med luge (minder mest af alt om gokarts), i hot pools etc. Så vi har haft endnu en aktiv weekend og tiden er fløjet af sted :-) Det bedste på turen var dog, at jeg muligvis har set en kiwi – deres nationalfugl. De andre ville gerne ud at river rafte det samme sted, som jeg tidligere har river raftet, så jeg bestemte mig for at køre ud til en sø i stedet. Det var på vej ned til denne sø, at jeg muligvis så en kiwi. Jeg er ikke helt sikker, da det gik så hurtigt og de er ret sjælende, men jeg lever godt i troen om, at jeg har set en kiwi :-)


De bedste hilsner fra New Zealand,
Dorthe

lørdag den 15. september 2007

Cathedral Cove & Hot Water Beach

I denne weekend er turen gået til Coromandel, hvor vi bl.a. har været forbi Cathedral Cove og Hot Water Beach. Cathedral Cove er en stenformation, der ligger ud til kysten og som man kun kan komme ud til ved enten at sejle eller gå – vi valgte det sidste. Vi var derude lige inden solnedgang, hvilket gjorde det lidt ekstra speciel. På det første billede ses Cathedral Cove, mens det næste billede viser en af de andre strande vi også besøgte. Som I kan se på billede, var vejret også helt perfekt til en strandtur :-) Derudover har vi været forbi Hot Water Beach, hvor varmt ferskvand kommer op under sandet, hvis man graver et hul. På det sidste billede kan I se Hot Water Beach, hvor Jesper og Tine er i gang med at grave.