Vi ankom til New Zealand torsdag eftermiddag, så vi har nu været hernede i 2½ dag. Indtil videre er tiden mest gået med at gå rundt i området omkring vores hostel og lære byen lidt at kende. Vi bor på et hostel centralt i Auckland, så der er en masse at se på. Vi har bl.a. været oppe i Sky Tower, hvor man har en rigtig flot udsigt over byen. I morgen har vi planer om at tage ud til en af de mange vulkaner, som byen er bygget op omkring, så det ser jeg lidt frem til. Vejret hernede er dog ikke det bedste, da det er vinter. Jeg vil tro der er mellem 10 og 15 grader og så regner det en del, men mon ikke det bliver bedre :-)
Vi skal begynde at arbejde på mandag, hvilket jeg er spændt på. Især med hensyn til, hvad jeg helt nøjagtig skal lave, hvem jeg skal arbejde sammen med osv. Indtil videre har vi mødt to fra Manukau City, som hentede os i lufthavnen og de virkede flinke. De arbejder dog ikke i den afdeling, som jeg skal være i.
Ellers gik turen herned fint. Vi kørte fra Danmark tirsdag formiddag/morgen, da vi skulle flyve fra Hamborg om eftermiddagen. I første omgang skulle vi flyve til Dubai, hvilket tog 6 timer. Det vil sige, at vi landede i Dubai kl. 23 lokal tid (dvs. kl. 21 dansk tid), hvor der var 39 grader varmt. Vi skulle overnatte i Dubai lufthavn, da vi først skulle videre til Bangkok kl. 8.50 dagen efter. At overnatte i Dubai var lidt af en oplevelse, at det er umuligt at finde et sted, hvor der bare var lidt ro. Der var utrolig mange mennesker i lufthaven, der sov de mærkeligste steder. Vi var heldigvis heldige, idet vi fandt fire stole i hvile salen. Det var dog stadig svært at sove, bl.a. kom der meddelelser i højtalerne hvert 5. minut og stolene var rigtige ubehagelige, men det gik. Flyveturen til Bangkok tog omkring 6 timer, dvs. vi ankom til Bangkok kl. 19 lokal tid (dvs. kl. 14 dansk tid). I Bangkok var der 29 grader varmt, og vi havde kun en times venten inden vi skulle videre til Sydney. Det tog ca. 8 timer at flyve til Sydney, hvor vi landede kl. 8 om morgen (dvs. midnat i Danmark), hvor der var ca. 10 grader varmt. Efter ca. en time i Sydney gik turen endelig til Auckland, hvor vi landede kl. 14 lokal tid (dvs. kl. 4 torsdag morgen i Danmark). Alt i alt tog turen herned 1½ dag, hvilket var lige i overkanten. Vi kunne heldigvis se film, høre musik osv. i flyverne. Så alt i alt gik turen rigtig godt :-)
Ellers er planen for den nærmeste fremtid, at vi skal leje en bil og finde et andet sted at bo, så vi slipper for at bo på hostel.
Jeg håber I alle har det godt,
Knus fra Dorthe